Den store udfordring.


Hele ideen med at gå til Tyskland fra Helios i Holsted, startede faktisk sidste år, hvor vi i Naturklassen noteret alt hvad vi gik, når vi var på ture.

Vi havde altid vores mobiltelefoner med, hvor der er Apps på, som fortællere hvor meget man har gået og hvor meget man har forbrændt af kalorier osv., når vi var afsted på ture eller havde idræt.

Der gik lyn hurtigt konkurrence i hvem der havde gået længest og hvem der lå nr. 1 i det samlet regnskab i antal kilometer, men der var også en sidegevinst  i form af, at vi fik nogle fantastiske gode snakke med vores elever, når vi var på farten med dem, både store og små tanker blev vendt og det gav grobund til, at hvor det bare kunne være fedt at have sine elever ved sig i 4 dage, hvor der var mulighed for at komme lidt i dybden med nogle ting, hvor snakken bare kunne være fri og hvor alle gik ud fra det samme udgangspunkt- både mentalt og fysisk.

Så kom ideen, vi går sgu da til Tyskland, med shelter- overnatning samt bål mad og hygge i lange baner, hvor der var muligheder for at fortælle røverhistorier når der var brug for det og være seriøse og koncentreret og fokuseret på udfordringen, når der var behov for det, altså lave en anderledes skoledag, som faktisk skulle resulterer i bedrer samarbejde mellem lærer og elever og masse fælles oplevelser og en masse fælles relationer.

Vi startet ud mandag d.25-9 efter fællesmorgenmad på skolen, hvor der var et lille oplæg omkring etape1 og hvor det første shelter ligger og hvordan vi vil gribe det hele an.

Første shelter lå nede ved Ribe, ca 28 kilometer fra skolens spisesal, men vejret var godt og humøret endnu højere.

Vi tog ca. 7 timer om at gå første etape inklusiv pauser, hvilket faktisk var en rigtig go fart.

Efter aftensmad var der bålhygge med chips og sodavand, der efter var det go-nat og det er vist første gang i danmarkshistorien at 8 teenager lå i deres soveposer og der var stille klokken 21.30. 

Næste dag ventede vores ” Konge-etape” på 33 kilometer og der kom det os til gode, at vi var kommet tidligt i seng om aften, hvilket var en kæmpe fordel, men tag ikke fejl, det var hårdt og til tider var næsten alle elever klar til at give op, med de var bare så seje og de kæmpede med alt hvad de har, alle muskler og led skrig næsten af smerte om aften og det var denne aften, hvor compeed plaster og vabler der skulle tømmes kom i spil, som samtidig gav det også mange gode grin.

Onsdag gik turen direkte sydpå mod Tønder, ned mod Soldaterskoven V/Tønder, men igen en meget hård etape på ca. 30 kilometer og på denne etape var der virkelig brug for alt den støtte vi kunne få og heldigvis havde vi verdens bedste hjælpeteam i baghånden, som hele tiden har været klar, når de har set, at vi har hængt med ”Næbet” såsom at komme med vores ting og gode sager når der har været brug for det- Stor tak til dem, uden dem var vi gået kolde syd for Holsted stationsby.

Om aften var der igen super godt humør efter en go gang grillmad fra bålet og lidt at hygge med om aften. Derefter blev der pakket ud og gjort klar til nat efter Jan har havde snakket om den gang han havde været professionel ulvejæger i Canada og det var vigtigt at elever lå stille her ude i skoven, fordi ulven er jo kommet til Danmark, som sagt, som jan sagde.

Torsdag morgen startede med torden og lyn og en go gang regn, det føltes som om, at vi lige skulle presses den sidste dag, men heldigvis var etapen kort, 12 kilometer og i Tyskland lå der en lille form af en overraskelse og ventede på os.

Overraskelsen var frokost på Grænsekroen i Aventoft, hvor vi alle sammen synes det var sjovt og dejligt, igen at kunne sidde ved et rigtigt bord og side på stole, det var et stykke tid siden vi sidst havde prøvet det- det gav mange gode grin.

Derefter var tid til at få brændt de lommepenge af, som eleverne havde med over i grænsebutikkerne som også var sjovt.

Til sidst blev vi hentet af hjælpeteamet og Susan havde et par elever med ned for at tage i godt i mod os. Det var super dejligt at se alle igen, men det var også dejligt at se skolen igen og vide at der lå en velfortjent weekend lige om hjørnet.

Endnu en gang tak til alle som har støttet os under vejs- uden jer var det her projekt aldrig kommet op og stå. Vi ses ude på landevejene.

Den store udfordring.